Unge ITU-forskere har stor succes med Sapere Aude-bevillinger
Selvom IT-Universitetets datalogi-forskere kun fylder 0,4 procent i det samlede danske universitetslandskab, har de fået mere end 8 procent af årets Sapere Aude-bevillinger fra Danmarks Frie Forskningsfond.
ForskningInstitut for Datalogibevillinger
Skrevet 25. november 2020 15:41 af Jari Kickbusch
IT-Universitetet er uden nævneværdig konkurrence Danmarks mindste universitet og fylder ikke meget, når den samlede danske universitetssektor beskues fra oven. Det betyder imidlertid ikke, at forskningen på IT-Universitetet bliver overset. I 2020 har de tre ITU-forskere
Bernardo David,
Roberta Sinatra og
Pinar Tözün nemlig taget en proportionelt stor bid af Sapere Aude-bevillingerne fra Danmarks Frie Forskningsfond.
Ifølge tal fra Uddannelses-og Forskningsministeriet udgør de faste videnskabelige medarbejdere (adjunkter, lektorer og professorer) på Institut for Datalogi på IT-Universitetet kun 0,42 % af de otte danske universiteters samlede kapacitet inden for samtlige fag. Derfor er institutleder, professor Peter Sestoft, overordentlig glad for at kunne konstatere, at 3 ud af årets 36 Sapere Aude-bevillinger, hvilket svarer til 8,3 procent, går til datalogi-forskere på IT-Universitetet:
- Jeg er virkelig glad på kollegaernes vegne. De kan nu ansætte ph.d.-studerende og postdocs og opbygge en gruppe, hvilket giver dem mulighed for at styrke deres forskning og for at udvikle sig til fremtidens forskningsledere. Det er grundforskning med væsentlige anvendelser, såsom energieffektiv kunstig intelligens, distribuerede troværdige beregninger med hemmelige data samt analyse og eliminering af bias i kvantitative succesmål, fx forskningscitationstal, siger Peter Sestoft.
Stor, ung talentmasse
Derudover kan institutlederen glæde sig over, at datalogi-forskerne også har en høj succesrate på deres ansøgninger. De tre bevillinger er nemlig resultatet af syv indsendte ansøgninger, hvilket svarer succesrate på 43 procent. Peter Sestoft vil normalt forvente en succesrate på 10-15 procent på denne type ansøgninger. Han forklarer, at den høje succesrate skyldes flere faktorer, deriblandt at Sapere Aude-bevillingerne bliver givet til "særligt talentfulde yngre forskere, som er parate til at lede flere deltagere i et forskningsprojekt på højt internationalt niveau":
- De sidste fire år har vi ansat mange virkelig dygtige, unge medarbejdere, så vi har flere der overhovedet kan søge Sapere Aude end det gennemsnitlige danske universitetsinstitut har. Dertil afspejler den signifikant bedre succesrate de unges høje kompetencer. Endelig har vi – både på kollegialt plan og gennem IT-Universitetets enhed Research Support - støttet dem gennem hele ansøgningsfasen, slutter han.
Læs mere om de tre ITU-forskere og de tildelte bevillinger:
1.
Bernardo David
2.
Roberta Sinatra
3.
Pinar Tözün
Jari Kickbusch, Forskningskommunikatør, telefon 7218 5304, email jark@itu.dk