ITU-ledelse: Vi bakker op om vores forskere
Det er af afgørende betydning, at man i et oplyst samfund kan holde forskning og politik adskilt. Vi kan hverken tillade, at politik forklædes som videnskab, eller at politikere bestemmer, hvad der er god og dårlig forskning.
Forskning
Skrevet 9. juni 2021 05:37
Den 1. juni vedtog Folketinget en skriftlig erklæring om »overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer«. Erklæringen er den foreløbige kulmination på en ophedet politisk diskussion, under hvilken og på et tyndt grundlag visse danske forskningsmiljøer er hængt ud for at bedrive pseudovidenskab. Af erklæringen fremgår bl.a.: »Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.«
Forskning på danske universiteter er underlagt strenge krav. Det gælder her såvel som i resten af verdenen, at forskningsprojekter gennemgår omfattende fagfællebedømmelse, før resultaterne kan anerkendes videnskabeligt. På IT-Universitetet efterlever vi den af Uddannelses- og Forskningsministeriet udarbejdede Danish Code of Conduct for Research Integrity, der skal sikre troværdighed, integritet og kvalitet i dansk forskning gennem fælles principper og standarder for god videnskabelig praksis.
Folketingets erklæring risikerer at have den modsatte effekt af den tiltænkte. Vi frygter, at samfundsdebatten om forskning og videnskab, der i forvejen er præget af en særdeles grov tone, bliver endnu mere betændt, når Folketinget giver udtryk for mistillid til universiteterne. Det kan være med til at afskrække forskere yderligere fra at beskæftige sig med visse forskningsemner i deres arbejde, og det kan afskrække dem fra at dele deres resultater med offentligheden.
Forskningsfrihed er helt afgørende for vores samfund, og danske universiteter er forpligtet ved lov til at formidle forskningsresultater til offentligheden – også når forskningen kan fortolkes i en politisk kontekst. Det skal til enhver tid være muligt at kritisere forskning. Det er selve den videnskabelige forsknings natur at stille spørgsmål. I sidste ende er det med til at forbedre forskningen og dens resultater. Men der er stor forskel på at kritisere bestemte forskningsresultater og at stille spørgsmålstegn ved et helt forskningsfelts legitimitet eller at hænge specifikke forskere ud.
IT-Universitetet vil altid stå vagt om forskningsfriheden. Direktionen vil til enhver tid bakke op om vores forskere og deres arbejde, og vi vil ikke tolerere personangreb eller smædekampagner rettet mod vores ansatte.
Det er af afgørende betydning, at man i et oplyst samfund kan holde forskning og politik adskilt. Vi kan hverken tillade, at politik forklædes som videnskab, eller at politikere bestemmer, hvad der er god og dårlig forskning.
Direktionen