Virtual Reality-lægekonsultation kan dæmme op for vaccineskepsis
Ifølge en ny videnskabelig artikel kan en lægekonsultation i et virtuelt rum være med til at ændre holdning blandt personer, der er skeptiske over for COVID-19-vaccinen. Hovedforfatter på artiklen og det bagvedliggende studie er adjunkt ved Digital Design på ITU, Aske Mottelson.
Institut for Digital DesignForskningAske Mottelsonvirtual reality
Skrevet 25. oktober 2021 07:00 af Theis Duelund Jensen
I 2019 konkluderede Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at vaccineskepsis er en af de ti største globale trusler mod sundhed. Hvis ikke tilstrækkeligt mange mennesker lader sig vaccinere, kan vi som samfund ikke opnå flokimmunitet.
Blandt vaccineskeptikere er unge mænd overrepræsenterede, men en ny forskningsartikel peger på en mulig måde at dæmme op for problemet. I studiet, der ligger til grund for artiklen, har 507 forsøgspersoner ved hjælp af eget Virtual Reality-udstyr deltaget ved en virtuel lægekonsultation, hvor informationerne er skræddersyet til aldersdemografien. Ifølge hovedforfatter Aske Mottelson, som er adjunkt ved Digital Design og medlem af forskningsgruppen Human-Centered Data Science på ITU, rykker den intime VR-oplevelse ved manges holdning på området:
”Vi målte inden og efter studiet for at se, hvor tilbøjelige personerne var til at lade sig vaccinere mod COVID-19. Vaccinen var endnu ikke lige så tilgængelig, som den er i dag,” siger Aske Mottelson, der var postdoc på Københavns Universitet, da han indledte forsøgene. ”Vi kan se, at sandsynligheden for, at personer vil lade sig vaccinere stiger på baggrund af deltagelse i eksperimentet.”
Hvad siger kroppen?
Artiklen med resultaterne, som Aske Mottelson og hans kolleger nu har udgivet under titlen ”A self-administered virtual reality intervention increases COVID-19 vaccination intention” i fagtidsskriftet Vaccine, er led i et større projekt finansieret af EIT Health via en bevilling til Robert Böhm og Guido Makransky på Københavns Universitet. Projektet undersøger i forhold til COVID-19-pandemien det kommunikative potentiale, der ligger i VR-teknologi som fortaler for vacciner.
”Det handler om at bruge nye teknologier til at ramme specifikke befolkningsgrupper, der ellers kan være svære at overbevise om at lade sig vaccinere. Den aldersgruppe, der typisk er interesseret i VR-teknologi og benytter den i forvejen, matcher langt henad vejen den gruppe, hvor vaccineskepsis er mest udbredt,” siger Aske Mottelson.
I eksperimentet tager man VR-brillerne på og står i et badeværelse forud for en konsultation i et lægehus. Man kan se sig selv i et spejl, der hænger på væggen. Halvdelen af deltagerne er udstyret med en alderssvarende virtuel krop, mens den anden halvdel har fået en ældre krop.
”Vi ville finde ud af, om vaccineskepsis var påvirket af, hvorvidt man så verden gennem en gammel eller en ung persons øjne. Det er en af fordelene ved VR-teknologi sammenlignet traditionelle digitale medier. Det kan give dig en indlevende oplevelse af, at verden er anderledes, end den er,” siger forskeren.
Hos lægen får forsøgspersonen efterfølgende en række informationer om COVID-19, sygdomsforløb, og hvordan man stopper en virus fra at sprede sig i samfundet ved hjælp af visuelle virkemidler, som kun det virtuelle rum tillader. Alt efter alderen på ens avatar (forsøgspersonens virtuelle krop) målrettes oplysningerne om virussens dødelighed.
”Oplevede man sig som et ældre menneske i spejlet, fortalte lægen om, hvordan ældre er særligt udsatte. Var man ung i spejlet, appellerede lægen til samfundssind, da COVID-19 er farligst blandt de ældre,” siger Aske Mottelson.
Et nyt redskab
Skal vi forberede os på en fremtid, hvor et lægebesøg kræver VR-briller? Ifølge Aske Mottelson handler eksperimentet ikke om at erstatte traditionelle måder at kommunikere om fordelene ved vacciner på. Tværtimod, handler det om at supplere de eksisterende strategier med et nyt redskab, der blandt visse målgrupper viser sig at være effektivt.
”VR-teknologi giver dig mulighed for en helt anden grad af indlevelse sammenlignet med andre medier, især i kontekst af liv og død og empati for andre mennesker,” siger Aske Mottelson. ”Teknologien er med til at skabe en forbindelse til andre individer, som jeg tror, traditionelle medier har sværere ved.”
Som forsker har han udarbejdet talløse studier med mange forsøgspersoner, men VR-forsøget er det eneste til dato, der har resulteret i stribevis af e-mails fra glade deltagere efter endt forsøg. I bunden af forskningsartiklen kan man læse uddrag. Et af dem lyder sådan her:
”Først og fremmest wow! Studiet fik mig til at tænke over coronavirus en hel måned! Jeg fik min første coronavaccine for to dage siden, og jeg har det, som om jeg redder verden eller er del af løsningen på problemet med coronavirus."
Theis Duelund Jensen, presseansvarlig, +45 25 55 04 47, thej@itu.dk