Få inspiration til uddannelsesvalget til Åbent Hus
Mange unge går for tiden og grubler over, hvad de skal læse efter sommerferien. Til Åbent Hus på IT-Universitetet den 29. februar kan man høre om universitetets uddannelser og mærke stemningen på campus.
EventskarriereUddannelse
Skrevet 10. februar 2016 13:30 af Vibeke Arildsen
Mandag den 29. februar står IT-Universitetets døre åbne for alle, der overvejer at starte på en af universitetets uddannelser efter sommerferien. Her kan man høre om alt fra uddannelsernes indhold til optagelseskrav, udvekslingsophold, og karrieremuligheder. På rundvisningerne i ITU’s flotte bygning kan man få et indtryk af studiemiljøet og indsnuse stemningen på gangene.
Studievejledere og nuværende studerende fra de forskellige uddannelser står klar til at svare på spørgsmål, og der vil være oplæg om det faglige indhold på universitetets tre bachelor-og fire kandidatuddannelser.
Flere softwareudviklere
Softwareudviklere er i disse år særdeles eftertragtede på arbejdsmarkedet, og i år udvider ITU antallet af pladser på bacheloruddannelsen i softwareudvikling med 50 procent. Det betyder, at 135 nye studerende starter på uddannelsen efter sommerferien. Fra efterårssemesteret sætter ITU desuden ekstra kræfter ind for at støtte studerende, der ikke har forudgående erfaring med programmering.
”Forskning har vist, at det er mere almindeligt blandt kvinder end blandt mænd at være god til matematik uden samtidig at have erfaring med at programmere. Derfor får IT-Universitetet fra efteråret nye tilbud til de studenter, der i skolen har vist talent for matematik, men som ikke har erfaring med at programmere”, siger rektor Mads Tofte.
Webinar om kandidatuddannelser
Som noget nyt tilbyder ITU i år et webinar til studerende, der vil søge ind på en kandidatuddannelse og ønsker vejledning i at skrive en motiveret ansøgning. Det foregår d. 14. marts kl. 15.15-16 (på dansk) og d. 15. marts kl. 15.15-16 (på engelsk). Her kan man følge med i et oplæg og stille spørgsmål til studievejlederne hjemme fra stuen.
Se en video fra sidste års arrangement øverst på siden.