Testpolitik
IT-Universitetet (ITU) benytter test i forbindelse med rekruttering. Ved rekruttering af videnskabeligt personale (VIP) benyttes test ved stillinger som adjunkt og opefter. Test benyttes til alle teknisk-administrative (TAP) stillinger - undtaget er dog stillinger forbeholdt studerende. Test af kandidater gennemføres, såfremt den ledige stilling er af minimum 6 måneders varighed.
Hvilke test benyttes
Afhængig af stillingens karakter anvender ITU testen Fokus Styles, der tager ca. 15 minutter at besvare, eller Professional Styles, der tager ca. 45 minutter at besvare. Testen er en selvbeskrivelsestest, hvor man gennem kandidatens besvarelse af en række spørgsmål kan danne sig et billede af kandidatens præferencer, behov og talenter i en arbejdsmæssig sammenhæng.
I forbindelse med testning af kandidater arbejder ITU efter de metodemæssigt og etisk opstillede retningslinjer for professionel personvurdering (
se www.personvurdering.dk).
For at sikre en faglig og professionel proces i forbindelse med testanalyse og feedback er det kun testcertificerede medarbejdere, der analyserer og giver feedback på gennemførte tests.
Testresultater behandles fortroligt
Alle testresultater opbevares og behandles fortroligt. Det er kun certificerede medarbejdere, der har adgang til testresultatet. Dog vil den ansættende leder blive orienteret om testresultatet i forbindelse med samtalen.
Testresultatet alene giver ikke et sandhedsbillede af den enkelte kandidat men anvendes som et dialogværktøj under samtalen. Testresultatet indgår sammen med den personlige samtale, referencer og evt. bedømmelse i ansættelsesudvalgets samlede beslutningsgrundlag, når det skal vurdere hvilken kandidat, der samlet set har de kompetencer, der efterspørges til den ledige stilling.
Testresultat kan fremsendes
Senest to arbejdsdage efter feedback-samtalen kan kandidaten efter forespørgsel få testresultatet fremsendt til kandidatens e-mail. Såfremt en kandidat har behov for en mundtlig uddybelse af testresultatet, kan denne rette henvendelse til medarbejderen, der var ansvarlig for testtilbagemeldingen, senest 8 hverdage efter samtalen.
Testresultater vil kun blive brugt i forbindelse med den aktuelle rekruttering. Alle testresultater vil blive journaliseret i henhold til arkivloven.