Studerende foran kanalen

Campus

Atrium

Campus og studieliv på ITU

På ITU er undervisning, gruppearbejde og studieliv samlet under ét tag. Campus er mindre og overskueligt, og du møder studerende fra forskellige uddannelser og årgange i hverdagen. Det skaber en god atmosfære og gør det nemt at finde rundt, mødes med andre og blive en del af studielivet.

Campus ligger centralt på Amager i København i en bygning tegnet af arkitekten Henning Larsen. Det store atrium er bygningens naturlige samlingspunkt. Her mødes studerende mellem undervisningen, og her bliver der blandt andet afholdt jobmesser, udstillinger og mange andre arrangementer.

Gruppearbejde

Plads til gruppearbejde og fordybelse

Gruppearbejde er en vigtig del af at studere på ITU. Derfor er der studieområder på alle etager, hvor du kan arbejde sammen med din gruppe eller fordybe dig i projekter.

Du kan blandt andet bruge grupperum, skyboxes, åbne studieområder og læsesalen. Du kan også arbejde i den studenterdrevne kaffebar Café Analog, hvis du foretrækker en mere uformel atmosfære.

AIR Lab på ITU

Arbejd praktisk i ITU’s labs

På campus finder du forskellige labs, hvor du kan udføre eksperimenter, bygge prototyper og få hjælp til dine projekter. Her kan du få praktisk erfaring med blandt andet 3D-print, Virtual Reality, robotteknologi, spiludvikling og databehandling.

Mange undervisere inddrager de relevante labs i undervisningen. Derudover kan du deltage i workshops, studiegrupper og faglige talks og møde andre studerende og forskere.

Cafe Analog

Faciliteter og fællesskab på campus

På campus kan du spise i kantinen, købe kaffe i Café Analog, træne i fitnesscenteret eller spille bordtennis. Du kan også engagere dig i en af de mange studenterforeninger, faglige aktiviteter og sociale fællesskaber.

Fredagsbaren ScrollBar drives af frivillige studerende og afholder fredagsbar hver fredag.

Metro

Centralt på Amager

ITU ligger tæt på resten af København. Metrostationen DR Byen ligger cirka 500 meter fra campus, og der er både cykelkælder og parkeringsmuligheder.