Professor: ”Velfærd skal ikke være betinget af, at man har en lang uddannelse”
Danmark har den mest digitaliserede offentlige sektor i verden, men selvom der er fokus på digital inklusion, har mange borgere svært ved at navigere i den digitale verden. I en ny podcast taler leder af Center for Digital Velfærd på IT-Universitetet Brit Ross Winthereik om løsninger på problemet.
Brit Ross WinthereikForskningInstitut for Business ITdemokratidigital inklusiondigitaliseringoffentlig it
Skrevet 21. marts 2022 09:40 af Theis Duelund Jensen
Danmark er to gange kåret til verdensmester i offentlig digitalisering, og danske kommuner, regioner og statslige myndigheder har i de senere år kun intensiveret digitaliseringen af centrale velfærdsydelser. Digitaliseringen af det offentlige brager afsted, men hvad ved vi egentlig, om de problemer den digitale velfærdsstat afføder? Og hvad er det vi stiler efter med en øget digitalisering i den offentlige sektor?
Det er store spørgsmål, som leder af Center for Digital Velfærd og professor ved Business IT på IT-Universitetet Brit Ross Winthereik præsenterer sit perspektiv på i en podcast produceret af brancheorganisationen Dansk IT. Du kan høre interviewet med Brit Ross Winthereik her.
”Jeg oplever, der er en stor vilje til at digitalisere så meget som muligt. Der er stor interesse i at gøre det til et brand for Danmark, så vi også i udlandets øjne er nogen, der er gode til at digitalisere det offentlige med mennesket i centrum,” siger Brit Ross Winthereik.
Men skuer man indad er den brede digitalisering af det offentlige i Danmark ikke uden problemer.
”Mange mennesker har svært ved at bruge digitale løsninger, som ellers er designet til selvbetjening. Ifølge en rapport fra sidste år har 17-22 procent af befolkningen en udfordring, når de skal gå online og kommunikere med staten,” siger Brit Ross Winthereik, der i Center for Digital Velfærd bl.a. forsker i, hvordan digitalisering påvirker velfærdssamfundets kerneydelser.
Der er i dag øget fokus på såkaldt digital inklusion, men ifølge Brit Ross Winthereik er det problematisk at fokusere entydigt på at opgradere borgernes digitale kompetencer. Mennesker er forskellige, og vi skal arbejde hen imod et mere fleksibelt system, der møder borgeren i øjenhøjde.
Bor man i en stor by er der mange måder at komme fra A til B på: ”Du kan køre på cykel, tage bussen eller gå, men i forhold til digital identifikation er der få muligheder,” siger Brit Ross Winthereik. ”Når vi bygger noget, der er så omfattende som det digitale samfund er, må det ikke gøre nogen dårligere stillet end andre. Det skal være en solidarisk løsning. Velfærd skal ikke være betinget af, at man har en lang uddannelse.”
Du kan høre hele interviewet med Brit Ross Winthereik her. Podcasten er sponseret af ITU i forbindelse med OffDig - Danmarks største konference om offentlig digitalisering.
Theis Duelund Jensen, presseansvarlig, +45 25 55 04 47, thej@itu.dk