Within Limits – en kunstinstallation om beregningskraft og ressourcebegrænsning
Den 7. marts inviterer kunstner Jacob Remin sammen med lektor James Maguire og postdoc Frauke Mennes fra Center for Klima-IT på ITU til åbningen af Within Limits – en kunstinstallation, der stiller spørgsmålstegn ved beregningskraft og ressourcegegrænsning.
EventsForskningOm ITUSamarbejderClimate IT
Skrevet 24. februar 2025 08:34 af Theis Duelund Jensen
I løbet af de sidste 30 år har digitale teknologier radikalt ændret vores liv. De er trængt ind i private og offentlige sfærer med løfter om effektivitet og om at skabe forbindelser mellem mennesker, og de har også potentiale til at løse mange af samfundets store udfordringer – fra klimaændringer til fattigdom og genoprettelsen af en bedre balance mellem arbejde og fritid. Denne fortælling om teknologierne giver liv til en forestilling om beregningspraksis som en kamp for menneskeheden, der har krav på ubegrænsede ressourcer for at øge hastighed og udbygning. Men den nuancerede diskussion om, hvilken type beregningskraft samfundet har brug for er udeblevet.
Den 7. marts kan du sammen med kunstner Jacob Remin – i samarbejde med lektor James Maguire og postdoc Frauke Mennes fra Center for Klima-IT på ITU – opleve Within Limits – en kunstinstallation, der stiller spørgsmålstegn ved og gentænker de skaleringslogikker, der er iboende i beregningsverdenen.
Installationen er et eksperiment baseret på studier af den miljømæssige påvirkning af digitale teknologier og AI, der både stiller spørgsmål og foreslår nye måder at udføre beregning inden for ressourcebegrænsede rammer. Ved at implementere en solcelledrevet server på ITU's tag som et middel til at begrænse beregningskraften åbner installationen for en række spørgsmål om beregningens politik og poetik.
"Vi har placeret en solcelledrevet beregningsplatform på ITU's tag", siger Jacob. "Selvom det lyder enkelt, skaber den en helt ny slags beregningsrum: En serverstruktur, der er lokaliseret, fysisk og klart afgrænset. Det bliver spændende at se, hvad de studerende og forskerne får ud af at arbejde med serveren i fremtiden!"
Udstillingen åbner den 7. marts, kl. 15.00 til 17.00, i atrium på IT-Universitetet i København og indledes med en tale fra kunstneren og arrangørerne og efterfølgende diskussion. Alle er velkomne, ingen tilmelding nødvendig. Efter åbningen kører udstillingen indtil slutningen af april (dog ikke mellem 22. - 25. marts). Udstillingen er åben for offentligheden inden for ITU's åbningstider.
Projektet er støttet af Statens Kunstfond.
Theis Duelund Jensen, Presseansvarlig, telefon +45 2555 0447, email