Cybersikkerhed er blevet et afgørende strategisk fokusområde for virksomheder i alle størrelser. Cybertruslen udvikler sig konstant med geopolitisk usikkerhed, AI-drevne trusler, og stadig mere sofistikerede ransomware-kampagner. Samtidig stiller regulatoriske krav som NIS2 større forventninger til organisationers evne til at forstå og håndtere cyberrisici – og placerer et direkte ansvar hos ledelsen og de sikkerhedsansvarlige.
Dette intensive kursus giver dig den nødvendige viden og de praktiske værktøjer til at styrke din organisations risikoforståelse og cybersikkerhed. Kurset kombinerer forskningsbaseret viden med praktiske øvelser og aktuelle cases fra både offentlige og private organisationer. Du arbejder med din egen organisations udfordringer og forlader kurset med en konkret handlingsplan.